Design ikonet fra Porsche
Vi står på de smalle brostensveje i Kødbyen i København og venter i spænding på, at Bo skal dreje rundt om hjørnet og køre ned til os. Bo er den lykkelige ejer af en Porsche 356 B S fra 1963.
Den velkendte musik fra en boxermotor bliver stille og roligt mere og mere tydelig. De runde forlygter kommer til syne og den originale Silver-lakering genspejler aftensolen, som står over København. Det er kærlighed ved første blik, da vi ser Bos Porsche!
Porschen er den tredje generation af model 356, der kaldes for 356 B. Denne model startede i midten af produktionsåret 1962 og blev produceret med T6-karosseritype. Det anderledes ved denne model er en forstørret bagrude og den dobbelte motorlågegrill. Designet på denne Porsche er også lige til at forelske sig i. Jo længere tid vi står og beundrer bilen, jo flere detaljer springer i øjnene på os. Detaljer som de røde nakkestøtter på sæderne, de flotte stoplys over baglygterne og ikke mindst lygtegitteret, der virkelig giver Bos 356 Porsche en mere rå attitude.
Den ikoniske Porsche 356 blev designet af Ferry Porsche, som var søn af grundlæggeren af firmaet Porsche. Ferry fik inspiration fra bl.a. Alfa Romeo og BMW, som begge byggede lette hurtige biler. Det samme ville Ferry. Han ville bygge en let bil med flere hestekræfter end hvad, der hidtil var set. Erwin Komenda designede det nye chassis til 356éren. I det design blev der anvendte mange af de samme mekaniske komponenter fra Volkswagen bobbels design, og da 356 Porschen kom ud på racerbanen var en legende født. Den kørte fra alt og alle med det lette karosseri og de mange kræfter fra den bagvedliggende 4-cyllindrede boxermoter, der blev styret af en 4-gears manuel gearkasse.
Vi kan kun forestille os, hvordan den kører på de små landeveje, når den får lidt at leve af. Og ud fra hvad bo siger, så skulle den være kvik! Det er en original super 90 eller som de fleste kender en model S. Den er født med 90 HK derfor navnet 90. Motoren leverer dog lidt mere end de 90 HK i dag, da den har fået større karburatorer på, andre cylindere og er blevet boret op, så det nu er en 1780 kubik med 110 HK.
Bo drejer nøglen, og den lille Porsche springer i gang. Alt på denne bil er renoveret og står som et suttet bolsje! Stor ros til Peter Iversen Porsche Specialværksted, som har stået for renoveringen. Der er blevet brugt over 500 timer på bilen og alt har vitterligt fået en tur på denne bil.
Renoveringen har taget lidt over 5 år, så da Bo hentede sin 356 sidste år og kørte hjem i den, var det som at køre i en ny bil fra 1963. Under renoveringen er så meget som overhovedet muligt blevet bibeholdt for, at Porschen kan stå så originalt som muligt. Peter Iversen Porsche Specialværksted befinder sig i Aalborg og er et af de førende værksteder i Europa, når det kommer til Porsche 356 og Porsche prototyper. De kan virkelig deres håndværk, og det er sjældent, at vi ser så flot en renovering, hvor man er gået så meget op i detaljer. Du kan se mere til deres arbejde her.
På det år Bo har haft bilen, har han fået kørt over 2000 km i den. Det elsker vi at høre! For mange af de originale gamle biler bliver desværre ikke brugt så meget, som de burde. Så når vi hører, at Bo får kørt i hans Porsche, gør det vores veteranbilshjerter varme.
Bo har altid haft en svaghed for de ældre tyske biler med luftkølede motorer og et unikt design. Før kærligheden faldt på Porsche var det Volkswagen-Boblen, som var Bos absolut favoritbil - og selvfølgelig også den første bil. Han har haft et utal af forskellige årgange og modeller gennem tiden.
Det var derfor også en meget naturlig overgang at gå over til en Porsche 356, da Bo synes, at designet ved 356 er lavet lidt mere raffineret, som er en anelse sjovere end en Bobbel. 356´eren har altid kørt i Skandinavien og blev originalt købt i Sverige. Den kom til Danmark for 8 år siden og blev gennemrenoveret. En detalje, som vi falder over, er, at Porschen stadig kører på 6 volt. De fleste, vi før har snakket med, har konverteret deres biler til 12 volt. Det har dog været vigtigt for Bo, at bilen stadig fremstår som en original bil med detaljer, der kunne været blevet lavet i 1963.
Et fabeldyr på siden
Pegasussen på siden er da heller ikke original, men stammer fra Pegasus mobilgas, der sponserede mange af de racerbilerne, som Porsche producerede. Nu til dags bruges det af Emory Motorsport, der befinder sig i USA, og som er specialister inden for tuning af Porsche. Vi mener da også, at pegasussen passer perfekt til den lille hurtige Porsche, som også en enkelt gang er blevet brugt ved Munkebjerg Hillclimb.
Solen går stille og roligt ned over København, og de små gader begynder at sætte nogle James Bond-lignende rammer. Vi bliver mere og mere forelsket i de flotte bløde former og det elegante design. Det er ikke kun udvendigt, at den her Porsche står skarpt. Når man kigger ind i bilen, er alt fuldstændig gennemført – alt fra de røde lædersæder til de flotte gamle ure giver et fantastisk udtryk indvendig. Bo har sans for detaljer og går meget op i design og udtryk. Det er også derfor, der er blevet sat rulleseler i frem for almindelige hofteseler, som mange nok ville have valgt. Kørehandskerne ligger også klar, så 356érne kan bruges på den måde, den er skabt til.
Det var en sand fornøjelse endnu en gang at møde en person med så meget passion for sin bil, at det bare skinner ud af ham. Vi glæder os til at møde endnu flere entusiaster ligesom Bo.