Solen glimter lystigt på lystbådene i havnen. Vandet genspejler solens lys, og oppe på land står en perle fra det svenske landskab. Den duegrå-farve giver nyt liv til det ellers gamle Dragør fort. Den lille 1,4-liters-B4B-motor går så stille, at man kan blive i tvivl, om den gamle Volvo kører på strøm. Vi har denne gang fået fornøjelsen af en af Volvos – efter vores mening - flotteste biler.

Vi ankommer til Dragør Fort, hvor den flotte duegrå bil allerede står parkeret. Det er Claus, der er den heldige ejer af denne velholdte Volvo PV444 CS fra 1952, og han viser den glædeligt frem. Motorklappen åbnes og den lille 4-cylinderede rækkemotor popper frem, der med den grønne farve og de skinnende kobberrør får den til at se ud som ny. B4B-motoren er den første motor Volvo byggede til PV444 modellen.    

Claus’  B4B-motor er den originale motor, som sad i bilen, da den blev kørt ud fra fabrikken i Lundby i 1952. Motoren fik en renovering sammen med resten af bilen for ca. 10 år siden – det var den helt store tur. Igennem hele renovering var Claus’ far tro mod Volvos originalitet.  

Før Claus fik bilen, var det hans far, der kørte søndagsture i den flotte svenske vogn. Bilen har derfor også en helt særlig betydning for familien, som nyder at komme ud og lufte den på de varme sommeraftener.

Vi bliver med det samme kastet tilbage til 50’erne, når vi sætter os ind i Volvoen. De bløde lave sæder, det gamle varmeapparat, det store rat og de flotte instrumenter giver os lyst til at finde vores høje hat frem og køre en søndagstur i det danske landskab. Det store speedermeter viser op til 150 km/t, som nok nærmere må være en drømmefart for den gamle Volvo. Kromen i midten af instrumentbordet giver bilen et amerikansk look indvendigt. Vi kan for alvor mærke den kvalitet og kærlighed, bilen er blevet lavet i, hvor design og kvalitet følges ad hele vejen. 

Den endelige beslutning

I marts 1944 var det blevet tid for de to Volvo grundlæggere Assar Gabrielsson og Gustaf Larson at beslutte, om produktion af PV444 overhovedet skulle igangsættes. De havde fået bygget en 1-1 model i træ og fik den rullet ud fra den lille fabrik i Lundby. Træmodellen var blevet malet i sort og havde fået monteret alle krom-dele og glas, så de to grundlæggere for alvor kunne få en ide om, hvordan Volvos efterkrigsbil ville se ud.

Gabrielsson og Larson blev hurtigt enige om, at denne lille personbil skulle starte i produktion, så snart 2. verdenskrig var slut. Vi kan her - 75 år efter - kun smile ved tanken om, at de to var i tvivl om, hvorvidt de skulle starte produktionen af denne herlige model eller ej. Volvoen blev et kæmpe hit både i Sverige og i resten af verdenen.

 Volvo PV444

Claus’ PV444 er en speciel variant kaldet for CS. Volvo introduceret den første specielvariant i foråret 1950, som fik speciellakeringen duegrå. Udover en anden lakering har den også specielle kofangere med kofangerhorn. Bilen er udstyret med rustfrie lister under sidevinduerne samt på for- og bagskærmene. Forrest på motorhjelmen er der monteret en frontfigur, der skal forstille en krage, og på hver side af hjelmen finder man en svale som håndtag. CS-modellen fik også monteret rustfrie fælgringe. Specielmodellerne var primært til de kunder, som forudbestilte og -betalte for deres Volvo PV444. Prisen var dog også lidt højre end på den almindelige C-model. 

Vi er fristet til at tro, at Claus selv har monteret blink på den flotte Volvo, for at kunne komme hurtigt igennem myldretrafikken. Men det er ikke tilfældet. Det tagmonterede blinklys eller den såkaldte ”taggøg” blev produceret af det svenske firma Fixlight. Når Volvoen drejer bliver der givet et fast blåt lys øverste i midten af ”taggøgen”, og samtidig blinker enten højre eller venstre side orange alt efter, hvilken vej der drejes. Blinket på taget blev dog kun monteret i to år, da det gjorde det umuligt at montere en tagbagagebærer på Volvoerne. Desuden kom der tit vand ind mellem blinket og taget, som hurtigt fik de svenske ingeniører til at stoppe monteringen af taggøgen.       

Vi kører ned gennem de små gader i Dragør, hvor de pudsede gamle, gule huse står i skarp kontrast til den grå Volvo, som så fint fuldender gadebilledet i den gamle bydel. Claus har et godt tag på den manuelle 3-gears gearkasse, hvor første gear kræver en erfaren mand bag rattet, da det ikke er synkroniseret. ”Det er ikke en raket, vi har med at gøre her” griner Claus, da vi ankommer til det næste spot. Claus har tidligere været vant til lidt flere hestekræfter og en 0-100 tid, som man rent faktisk kunne måle.

Men selvom denne svenske skønhed ikke lige frem er en raket, så er den helt igennem fantastisk og et godt eksempel på et af Volvos flotteste designede biler – efter vores mening.